Hvad er Dynamic Search Ads?

Når folk søger på Google vil Google gerne give dem de mest relevante søgeresultater og annoncer.

Det er der mange der i efterhånden mange år har tjent til dagen og vejen på, ved at lave de bedste og mest relevante AdWords-annoncer.

Det er stadig også en stor del af det vi laver i Webjuices AdWords-afdeling, men AdWords-tiltaget Dynamic Search Ads har absolut gjort det mere allemandseje at kunne få rimelig skarpe annoncer matchet op på relevante søgninger for ens website.

 

Dynamic Search Ads – Hvad kan de?

 

Når du opretter en Dynamic Search Ads (DSA) kampagne i AdWords, begynder AdWords at køre hele din side igennem løbende.

Det bliver gjort for at finde ud af hvilke søgninger der kan matches på produkter eller andre sider på dit website.

Lad os sige du forhandler en ‘himstregims’ fra brandet ‘Haitoret’, og en Google-bruger søger på ‘Haitoret himstregims’.

I det tilfælde kan Google så lave en annonce med ‘Haitoret himstregims’ som overskrift og som linker til produktets side på dit website.

Det er jo en fornuftig overskrift og da man også kan bruge Keyword Insertion i beskrivelserne på en DSA-annonce er der gode muligheder for at klikket går din vej.

 

Mulighederne når man opretter en ny DSA Annonce

Mulighederne når man opretter en ny DSA Annonce

 

Dynamic Search Ads vs. almindelige søgeannoncer

 

Spørgsmålet er så: er der overhovedet brug for at sidde og lave en masse kampagner for almindelige søgeannoncer, når nu DSA kan fremtrylle ret gode annoncer helt automatisk?

Svaret fra min side må være et ‘ja – men!’.

Her er 3 grunde til stadig at bygge kampagner op:

1) Du kan næsten altid give performance på f.eks. CTR eller antal konverteringer et ekstra spark opad ved at lave dine egne mere præcise annoncer for et produkt. Det kan også sagtens være at DSA ikke har valgt den allerbedste landingsside til annoncen.

2) DSA fanger ikke alt. Specielt variationer på produktnavne viser DSA ikke altid dine annoncer på. Det kunne også tænkes at du med ‘Haitoret himstregims’ også gerne vil vises, når folk kun søger på ‘Haitoret’ og det bliver du ikke nødvendigvis med DSA.

3) Hvis ikke du inddeler DSA i flere kampagner/annoncegrupper, så vil du få nogle meget overordnede og generiske undersidelinks. Du vil kunne skabe nogle langt mere tiltrækkende annoncer ved selv at kunne specificere disse.

 

Dynamic Search Ads som supplement

 

Bruger jeg så DSA-kampagner?

Ja, absolut.

Der hvor DSA brillerer i mine øjne er mest i disse 2 tilfælde:

1) Ved større webshops, hvor der ofte bliver lagt nye produkter ind. Her er det genialt at have det som værktøj til at fange disse nye produkter og få nogle habile annoncer op at køre hurtigst muligt.

2) Som et supplement til at fange søgninger, jeg ikke selv havde fundet frem til. Ingen er perfekt og der vil helt sikkert være søgninger derude, som man ikke har fået med i de almindelige søgekampagner.

Lad DSA finde dem frem til dig og hvis de konverterer så tilføj dem som nye annoncegrupper med mere præcise annoncer.

 

Forholdsregler når du laver Dynamic Search Ads

 

Det kan være at du nu er ivrig efter at få sat en DSA-kampagne i gang, men inden du starter den har jeg lige 2 overvejelser du bør gøre dig:

1) 99% af websites skal ekskludere nogle af deres sider fra at indgå i det portefølje af URL’er, som DSA må lave annoncer ud fra.

Medmindre du gerne vil betale for at hente folk ind på f.eks. den side, der beskriver dine handelsbetingelser, så skal den udelukkes.

Det gøres inde i “Automatiske Mål” hvor du nede i bunden af siden finder punktet “Ekskluderinger”.

 

Sådan ser DSA ekskluderinger ud

Sådan ser DSA ekskluderinger ud

2) Du skal specielt i starten være vaks på at kampagnen ikke løber løbsk: du er sikkert også af den opfattelse, at AdWords er sjovest, hvis du får noget igen for dit forbrug. Hvis du ikke har tid til at holde øje med kampagnen, så sæt et lidt lavere dagligt budget på.

 

Hvis du søger lidt mere hjælp til rent teknisk at sætte DSA op, så har min kollega Kent skrevet et godt indlæg på vores Google+. Det kan læses her.

Ud over det er du selvfølgelig også velkommen til at kontakte os i Webjuice og høre mere om mulighederne med DSA og AdWords generelt.

Håber indlægget har givet dig blod på tanden til at teste DSA og skriv endelig evt. spørgsmål i kommentarfeltet.

0 kommentarer

Giv os en kommentar

Ønsker du at deltage i diskussionen?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *